Det startede med en bog
Jeg kunne have fået det som en tatovering - indgraveret bogstaverne i huden, så jeg aldrig ville glemme hvad jeg havde sat mig for; at leve af at skrive og formidle. I stedet kaldte jeg mit forlag Springbræt. Navnet blev trykt i sorte fede bogstaver på forsiden af min første bog, som en påmindelse om, at det her kun var begyndelsen. Spring! Blev et mantra - og er det stadig i dag.
Kun sådan kan en historie begynde.
Lange stolerækker var stillet op i den store sal i Silkeborg Bibliotek. Enorme glaspartier indfangede solstrålerne, der lagde sig i min nakke og langs scenen, hvor min makker Laura i ”Jeg er mor” og jeg stod. Mikrofonen drillede, spændet der skulle hægtes i kanten af mine bukser, var løs – og jeg var nervøs. Mine håndflader var fugtige. Jeg havde bemærket det, da en ung kvinde tog mine hænder, lige inden jeg gik op af de tre trin til scenen. ”I har gjort en kæmpe forskel i mit moderskab. Jeg græder, hver gang jeg lytter til jer” sagde hun, og hendes øjne var blevet våde.
At samle et sprog.
Sønderrivende statistikker om mødre, der led i stilhed, på depressionens rand, og nogle der endda tog livet af sig selv, skulle formindskes. Og Laura og jeg var klar til at stille os helt ud - helt ud på kanten og fortælle om alt det svære, og invitere eksperter i studiet til at formidle viden om krop, følelser og dynamikker i familien. Hvis, det blot var med til at vende til en positiv retning for kommende nye mødre, og mødre fik et sprog for den mentale overgang det er at blive mor.
2 år var gået. Over 100 lydoptagelser. En app, var på vej, pengene havde vi fået gennem fundraising og venner og familie, og vi gav foredrag i hele landet. Hvis ikke nogen, så ville vi tale om det.
At skabe en bevægelse der flyttede grænser.
I dag er jeg stolt af den bevægelse, som vi var en del af. Mange andre; forfattere, influensers, illustratorer, musikere, forskere, politikere, med flere, gjorde i disse år sit til, at der på barselsgangene og i hjemmene ikke kun skulle oplyses om at tage vare på baby, men også hvordan man kan vare på mor, familien, i den lange tid efter fødslen.
Men, den kvinde og mor, som jeg blev af at arbejde så målsat, så uvidende om, hvordan stress-signaler ser ud, tænker jeg tilbage på, med et ønske om, at hende skulle jeg have taget bedre vare på.
Og sådan kan en historie blive revet over, for så at samle sig selv, med plaster, tape og nye farver og virkemidler. En ny fortælling kan starte.
At skabe en podcast, 100.000 lyttere, stå på en scene og skabe en app.
Så Brug Dine Ord.
Gladiator-forfatterskole
Jeg sad stadig i bilen, en hund gøede ude på fortovet. Det var dens lyd, der fik mig til at kigge op. Egentlig var jeg på vej til lægen, gravid med mit tredje barn og var allerede rullet ind i graviditetens mange journal-tjek. En impuls havde fået mig til at tjekke mailindbakken på telefonen.
Det er med glæde at vi byder dig velkommen til Gladiator, Forfatterskole– noget lignende, fangede mit øje, og jeg forstod prompte at jeg havde frygtet, at det, jeg hungrede efter; at indgå i et skrivefællesskab og forbedre mine skrivekundskaber, ikke skulle ske.
Men det skete. Og eftermiddage, aftener og uger blev som en ny portal, jeg kunne dukke mig under og komme igennem til.
Jeg husker tilbage på tiden med blussende kinder og en konstant hjertebanken over min gravide mave, der voksede med større intensitet, end mine to andre graviditeter. Og jeg skrev mig igennem til en tone, der var min, og jeg lærte at lytte til det der ikke stod på linjen, men som jeg gerne ville sige.
min mision:
Skab historier,
der fordrer,
at vi genkender os
selv i den anden, der
mindsker afstand,
højner kontakt
og samtale,
og i sidste ende
drager omsorg for hinanden.
Sommer
“Det er også det der med, at mærke alt muligt;
at den yngste selv kan gå,
at den mellemste siger ting som, at følelser er ledetråde til livet,
at min bedstemor ikke kommer igen, men på en måde er her hele tiden,
at se den ældste har skrevet årstal på en tegning, hængt den over min seng, dateret den til år 2222 og lade tankerne flyve derud, vide, at på det tidspunkt er vi alle blevet til støv.” (private noter)
Giv lidt af dig selv.
Mennesker har brug for mennesker. Fortællingen kan være den bro vi mødes på.
Siden jeg tog springet er der gået 11 år. I samarbejde med virksomhedsejere har jeg skrevet deres portrætter, lavet indhold til hjemmesider, skabt strategi - og eksekveret til deres SoMe, samt produceret og medvirket i diverse podcasts.
Hver virksomhed har noget på hjerte - og der hvor hjertet banker, dér fortæller jeg fra. Måske er det derfor jeg elsker mit arbejde - jeg kommer tæt på andre menneskers passion, når jeg skal forløse deres mission gennem fortælling. Tak for det!
- Kh Julie Bruhn Højsgaard